Mandag d.9. februar.

En råkold mandag med jævn vind og lette snebyger kunne ikke holde os hjemme. Pernille er meldt savnet og med god grund - vi glæder os til du kommer igen og her må det være på sin plads at fremføre mit eget motto - det skal nok gå.
Der er god stemning fra første sekund og kun morgengymnastikken kan holde os fra Edgar Alla Poe - denne mærkelige amerikaner som sikkert ville have fået et anfald, røget sig skæv af opium for derpå at kaste sig over pen og papir, hvis han havde oplevet vores gymnastiske øvelser. Klaveret klinger af på - His got the whole Word in his hand - Inge Godtved siger tak for i dag og vi er klar.
Anita har lagt i kakkelovnen med The Raven - Ned i malstrømmen og Om Metode- altsammen af Edgar Allan Poe. Det må siges at være et godt valg - og Lisbeth bekendte da også at hun var skeptisk - men alligevel var blevet revet total med. Vi hører Lou Reed - Who am I - vi hører The Raven - ja faktisk to gange da Erik er klar med dagens ord i form af et videoinslag - altså en vsualisering af thhhhi Raven. Da Anita beordre os til at læse The Raven op på dansk, får Marianne det indfald at optage det på mobil, så nu kan man også høre vores version om - ja måske 3000 år.
Vi går ned i malstrømmen efter pausen, sammen vel at mærke, og prøver at rede den ud. En del af samtalen går på de naturfænomener og videnskabelige teorier, som vores ven Edgar benyter sig af, hvilket får Marianne til at konstaterer, at det netop er her, hvor der kan trækkes tråde til Johannes V. Jensen. Ikke at der skal det,men nu er samtalen drejet hen på netop dette spørgsmål og hvorfor man ikke kan læse nogen stede at Poe er i familie (altså rent litterært med Karen Blixen). Det er han altså ikke, og sandt at sige kan man vel også sige, at Blixen stort set ikke er i familie med andre end sig selv.
Papir på bordet, farvekridt og tousch. Så skal der males. Anita overrasker os med en spændende øvelse som bliver lamineret. Et udtryk for dagens oplevelse bliver til farver, forme og bevægelse - skabt af ingen andre end os selv. Nu hænger det på vores tavle og vil sikkert være et kært minde om denne dag, fyldt med begejstring og en stor portion selvforglemmelse.
Helge.